Over 1.000 kommentarer på Facebook: Hesteejere raser over ny regel
Fremover skal heste registreres i et såkaldt CHR-register. Annonceringen af de nye regler har nu skabt voldsomt røre blandt hesteejere.

Fremover skal heste registreres i det såkaldte CHR-register. Kritikerne af de nye regler kalder den nye ordning for en pengemaskine. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Ved årsskiftet blev nye regler om registrering af heste i CHR-registeret, blandt andet hos Seges Hestes Facebook-side. Og det er ikke gået stille af. På Facebook har det medført mere end 1.000 kommentarer fra hesteejere, der bestemt ikke er tilfredse med de nye regler, der er sat i verden af EU for at holde styr på sygdomme hos heste.
En af dem, der har reageret på opslaget er Susanne Andersen fra København, der har haft hest i over 20 år. For de nye regler risikerer at stille hende i en vanskelig situation, fortæller hun.
- Allerførst vil jeg gerne sige, at Seges Heste formentlig gør en helt masse rigtige ting for hesteejere, og de arbejder jo selvfølgelig også for det. Det er jo bare et spørgsmål om det er det rigtige. Og i det her tilfælde synes jeg personligt jo ikke at det er det rigtige, de gør, siger hun.
Hun drager paralleller til landbruget og de udfordringer, som landmænd har haft i forbindelse med blandt andet kontrolbesøg.
- Vi kan skæve over til landbruget og se, hvad det betyder at have indregistreret vores besætninger. Vi har en udvikling i vores samfund, der gør, at alt bliver beskattet. Der bliver lagt bødeforlæg på ting. Du kan jo nær sagt komme til at grave i det forkerte næsebor så koster det penge, siger hun og uddyber:
- Hvis der er en landmand, der for eksempel har glemt at fjerne en dunk, så det måske stod gemt fra tidligere, og de så tilfældigvis kommer ud og ser det, så får de jo en bøde, og det er jo urimelige bøder. Det er jo også sådan noget, der kommer til at ske her.
- Burde have sat stolen for døren
Hun mener, at Seges Heste burde have taget en anden vej på emnet, og have sat hårdt mod hårdt.
- De burde have sat myndighederne stolen for døren. Vores heste er allerede registreret i forvejen med en chip i nakken enten som »udtaget for konsum« eller »ikke udtaget for konsum«, det er noget, som hver enkelt hesteejer selv har bestemt. Så de er registreret. Der er fine muligheder for smitteopsamling, siger hun.
Susanne Andersen frygter, at de nye regler før eller siden kan sætte hende i en situation, hvor hun ikke kan beholde sin hest. Og det ville betyde voldsomme omvæltninger i hendes liv, siger hun.
- Når man er hestemenneske, så har det jo konsekvenser. På et tidspunkt er der nogen, der kan sælge deres heste. Andre har sværere ved det, siger Susanne Andersen og fortsætter:
- Jeg har svært ved det. Min hest er en del af det, at jeg har det godt. At jeg trives. Men alt stiger. Og derfor kan jeg ikke fortale mig, hvis kommunen kommer ud og skal lave inspektion hos mig. Så vil det være mig som hesteejer, der skal betale for deres løn når de kommer. Det er reglerne alle andre steder, siger hun.
Beskyldninger om pengemaskine
I det føromtalte Facebook-opslag langer flere hesteejere ud efter reglerne, og mener, at de er med til at starte en statslig pengemaskine. Det er Susanne Andersen 100 procent enig i.
- Og i og med at vi lever i en verden med inflation og alt stiger, så bliver det jo sværere og sværere for os at beholde vores heste. Nu har jeg haft heste i mere end 20 år, og jeg synes det er uretfærdigt. Prøv at forestille dig, hvis vi skulle registrere vores hunde på en måde, så det var, at man skulle checkes op på dem, og eventuelt også betale afgifter for dem, og jeg ved ikke hvad. Det er måske et lidt større projekt, siger Susanne Andersen.
Og de penge, der skal gå til staten i forbindelse med kontroller og CHR-registrering skal tages andre steder fra, påpeger hun.
- Hvis man ser på landbruget, har de jo været underlagt de her regler i mange år, og der er mange af dem, der har det svært. Og når man skal lægge så mange penge hos staten, gør det jo også, at man ikke kan lægge penge i dyrevelfærden. Fordi når det koster penge, så forsvinder det. Vi har jo ikke alle sammen et træ hængende ude eller stående ude i haven, som vi kan gå ud og plukke vores penge fra. Det kommer jo af hårdt arbejde, siger Susanne Andersen.
Gælder først fra 2025
Men hos Seges Hest, der har været i dialog med Fødevarestyrelsen i forløbet, opfordrer chef Jørgen Kold til at slå koldt vand i blodet. Han slår fast, at man fra Seges Hestes side har haft fokus på hesteejeren og hestesektoren i forløbet.
- Det er Fødevarestyrelsen, der stiller kravene i Danmark. Vi har i Seges haft fokus på, at det ikke skulle være for tungt at have med at gøre i registreringen. Og vi har i den grad haft fokus på, også i vores dialog med Fødevarestyrelsen, at det skulle være nemt at registrere i CHR-registeret og ikke være for dyrt, siger han og fortsætter:
- Og det er faktisk sådan, at man kan registrere sig med en stald med 10 heste på et årligt gebyr på 180 kroner, som man først skal af med i 2025, hvor man betaler for 2024. Det er svært at gøre billigere, siger Jørgen Kold til Effektivt Landbrug.
Bunder i EU-regler
Han peger på, at hverken han, Seges Heste eller Fødevarestyrelsen har kunnet ændre fundamentalt på situationen, da kravet om registrering i CHR-registeret kommer fra et helt andet sted. Nemlig EU.
- Tanken bag reglerne er, at man skal vide, hvor hestene opholder sig af hensyn til opsporing af eventuelt smitte, hvis vi får nogle sygdomme i hestebesætninger, som vi ikke er glade for, siger Jørgen Kold og fortsætter:
- Så derfor ønsker EU at vide, hvor hestene opholder sig, og derfor laver de en lovramme, som så skal træde i kraft her til markts, også i Danmark. Og det er udgangspunktet for det her, og det står ret præcist, hvad EU forventer, hvad de kræver af sådan en registrering, og derfor er det ikke det store valg, myndighederne har haft her.
Han er ikke så overrasket over, at annonceringen af kravet om registrering i CHR-registeret har afstedkommet så stærk en reaktion på sociale medier.
- Nej, fordi det vil jo ofte være sådan, når vi oplever forandringer, så er det jo også noget vi skal vende os til. Det skal vi alle sammen. Og det mener jeg egentlig, det ser vi jo. Og jeg synes, det er i orden at folk kan få luft for deres holdninger. Men det er jo ikke noget, vi som sådan går ind og kommenterer på, siger Jørgen Kold.
Foregår i app
Fødevarestyrelsen har oprettet en app, der hedder CHR, hvor man kan registrere sine heste. Det er den ansvarlige for hesteholdet, der skal lade sig registrere, og derfor afhænger registreringen ikke af, hvem der ejer den jord eller de bygninger, hvor hestene opholder sig.
Hvis man som hesteejer eksempelvis lejer et stykke mark af naboen, og man selv står for fodring og tilsyn, er det hesteejeren og ikke naboen, der skal registrere hesteholdet. Det oplyser styrelsen på sin hjemmeside.