Det sker efter pres fra foreningen, og på baggrund af en IFRO-udredning, udført af Jakob Vesterlund Olsen fra Instituttet for fødevarer og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet. Den dokumenterer, hvilke enorme økonomiske tab, der er for avlerne med at holde liv i gamle lavt ydende racer.


Skiftende fødevareministre har siden 2015 nægtet at hæve støtten til det notificerede niveau. Ministrene begrundede det over for foreningen Gamle Danske Husdyrracer med, at de ikke kunne skaffe sig politisk opbakning med mindre, de fik deres rådgivende Bevaringsudvalgs opbakning. 

- Det skete så fredag, men går dette politisk igennem, er vi dog stadig endog meget langt fra opfyldelse af Københavns Universitets beregninger. Et hvert lille skridt, der kan forhindre at levende kulturhistorie og gener går tabt for fremtiden, hilses dog naturligvis velkomment, udtaler Hans Nebel, der også er repræsentant for Danmark i SAVE Foundation. 

- Vi nærer fortsat meget store bekymringer for de større dyr. De danske hesteracer, hvor ren-avlsbegrebet for Frederiksborgeren er blevet nedskrevet betydeligt. For Den Jyske Hest, hvor antallet af hopper, der holdes til hingst er nede på cirka en tredjedel i forhold til for en halv snes år siden, påpeger Hans Nebel.

Blandt de helt alvorlige problemer for bevaringsarbejdet, slår formanden på den af-professionalisering, der er sket inden for gamle danske malkeracer de seneste årtier. Altså inden for Rød Dansk Malkerace 1970 og Sortbroget Jysk Malkekvæg med flere, hvor vi har mistet hovedparten af de gamle mælkeproducerende bevaringsavlere. Små restbesætninger har derfor mestendels gennem adskillige kvæggenerationer været bevaret af husdyrholdere på hobbyplan, som amme-kvæg. 

- Derved decimeres malkeracernes egenskaber som malkekvæg over tid. Egenskaber som ellers er vigtige at bevare for eftertiden! Højt ydende køer er slet og ret blevet udskilt i avlen hen ad vejen. Mælkerigt malkekvæg, holdt som amme-kvæg, medfører jo let yverproblemer, påpeger Hans Nebel.

Han nævner, at ydelsen på autentisk »Rød Dansk Malkerace 1970« er faldet drastisk fra 6.669 kg til ca. 4.000 kg. Det har givet voldsomme og mærkbare økonomiske smæk hos idealistiske bevaringsavlere, der fulgte den statslige strategi, og atter begyndte malkning af gamle racer.

Mejeriet Naturmælk er blandt de mejerier, der har vist interesse for at igangsætte produktioner af specialoste på mælk fra gamle kvægracer, inspireret af Nyt Nordisk Køkken. Efter afprøvning af racerne hos en række af mejeriets leverandører, er projektet sat på standby, fordi det ikke hænger sammen økonomisk med de lave ydelser. Derfor håber Naturmælk og Gamle Danske Husdyrracer på at få en særlig ordning igennem hos politikerne for landmænd, der bevarer gamle malkeracer som aktivt malkekvæg. 

- De har behov for fuld økonomisk underskudsdækning af den tabte mælkemængde i forhold til moderne HF-kvæg. Sådan som det var intentionen fra Københavns Universitet, slutter Hans Nebel.

De nye tilskud ventes ud fra, hvad Danmark har valgt at lade notificere, at blive som følger: Hopper 1.500, køer 3.000, søer 1.500 og 450 for får og geder.