Det var den regerende europamester Jan Blume, der på suveræn vis tog titlen som Danmarksmester i pløjning med hest forleden, mens vinderen af de seneste to DM-stævner i 2017 og 2015, Søren Rasmussen, måtte tage til takke med en 10.-plads blandt de 16 deltagere.

DM-stævnet blev arrangeret af Himmerlands Køre- og Rideforening, som havde allieret sig med Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk, i bestræbelserne på at finde den bedst egnede konkurrencejord, og værterne kan nu se tilbage på et vellykket stævne.

- Vi har endnu ikke gjort det endelig resultat op, men der var pænt med publikum, og plovkroen var så velbesøgt, at der blev udsolgt omkring middagstid, så der måtte sendes bud efter nye forsyninger. Så det gik rigtig godt, fortæller Jens Juul fra Himmerlands Køre- og Rideforening, der udover at have været med til at arrangere stævnet også var det lokale islæt i konkurrencen, hvor han pløjede sig til en syvendeplads.

- Det var helt fint at ende lige over midten. Både når man tænker på, at hest og plov ikke har fået helt så meget opmærksomhed op til stævnet, hvor der har været mange andre ting at tænke på i forbindelse med forberedelserne, og at det altså ikke er hvem som helst, man er oppe imod ved sådan et stævne, fortæller Jens Juul.

 

Svære forberedelser

Mens vejrguderne var nogenlunde venligt stemt på konkurrencedagen, havde de givet Jens Juul og kompagni masser af udfordringer op til stævnet, hvor regnen tvang dem til at lave om på planerne.

- Selve jorden, vi pløjede på, var super, og kunne godt klare vandet, men i forhold til parkering og at sætte stævnestalden op om onsdagen inden stævnet, var det kaotisk. Heldigvis viste landbrugsskolen stor velvillighed, så vi kunne rykke ind hos dem. Sammen med gårdejer Søren Staun har de virkelig arbejdet hårdt for at få tingene til at lykkedes, så det er vi meget taknemmelig for, siger Jens Juul.

 

 

 

 

DM i pløjning med hest

Top 3

1. Jan Blume, Dansk Køre Selskab            195,3 point

2. Kjeld Anholm, Dansk Køre Selskab       188,3 point

3. Calle Jonassen, Thy Køreselskab         186,5 point