Giv hesten en god nytårsaften
Det er ikke alle, der sætter pris på festlighederne nytårsaften – nogle heste kan reagere kraftigt på de høje lyde og det skarpe, farverige lys. Agria Dyreforsikring giver en række gode råd til, hvordan hestene kommer bedst muligt gennem fejringen af årsskiftet.

Nytårets fyrværkeri kan godt være en skræmmende begivenhed for hestene. Foto: Colourbox
Nytåret kan være en udfordring for hesteejere, da de høje lyde og mange farver kan skræmme hestene. I værste fald kan de ende med at gå i panik og gøre skade på sig selv.
Ifølge Agria Dyreforsikring er der en række ting, du selv kan gøre for at gøre nytåret mere behageligt for din hest.
Ny hest eller nye omgivelser?
Det er svært at vide, hvordan heste reagerer på fyrværkeri. Nogle bliver ekstremt stressede og nervøse af det. Andre reagerer knap nok.
- Har du lige fået ny hest, så kan du eventuelt høre de tidligere ejer, hvordan den normalt har taget situationen. Så kan du bedre forberede dig og tage de rigtige foranstaltninger, lyder anbefalingen fra Agria.
Der er også stor forskel på, hvor tæt din hest står opstaldet på byer, hvor der fyres af. Kommer den ude fra landet, hvor der ikke har været ret meget fyrværkeri tæt på stalden, men står nu i en byzone, så kan det være nødvendigt at være ekstra opmærksom. For selvom den normalt har taget det fint, så kan den ændrede styrke i skyderiet gøre en forskel.
Hvis du har en hest, der påvirkes meget, så er det, ifølge Agria Dyreforsikring, ekstra godt, hvis du kan have den stående i en stald med heste, der ikke gør. Det har ofte en afsmittende effekt på den utrygge, hvis alle de andre bare står og tygger videre uden at bekymre sig.
Vær i stalden når klokken slår 12
Det anbefales endvidere, at man er i stalden, når året skifter, hvis der er mulighed for det. Så er det nemlig muligt at reagere, hvis der er en hest, som bliver meget påvirket.
- Tænk dog altid på din egen sikkerhed - det er farligt at være tæt på en hest, der er i panik, lyder det fra forsikringsselskabet.
Husk også, at hesten måske er lidt ekstra træt dagen efter, da den har fået forstyrret sin nattesøvn, og derfor ikke har hvilet helt så effektivt, som den normalt vil have.
- En rolig dag kan derfor være en god idé den 1. januar.