Ikke mindre end 59.624 hesteentusiaster fyldte forleden hallerne i Messecenter Herning, da der for 42. gang blev afholdt Dansk Varmblods Hingstekåring og messen Hest & Rytter.

Smidige og smukke heste, dygtige ryttere og imponerende shows. Dertil en lang række aktiviteter og 263 stande med alt i udstyr til både hest og rytter. Med titlen »The Show Must Go On« blev der refereret til et par hårde år med corona og nu krigen i Ukraine.

 

Store ambitioner

- Efter to år med corona har vi glædet os helt vildt til at komme i gang igen. Ambitionerne har været kæmpestore, og vi har savnet at levere ekstraordinære oplevelser og samle folk om store oplevelser. Vi skaber historie sammen – ikke alene, sagde direktør i Dansk Varmblod Casper Cassøe.

- Vi havde som mål at være endnu bedre end sidste gang, og det mål blev opfyldt med blandt andet femstjernet dressur og det store gallashow, lød det.

 

Hyldest til Ukraine

Som en rørende gestus til Ukraine, blev gæsterne mødt af oplyste indgangspartier til henholdsvis Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning i de ukrainske farver, ligesom gallashowet fredag og lørdag aften blev indledt med sangen »Kringsat af fjender«. Alt i alt en vellykket messe, der tåler en gentagelse næste år.